Lektørudtalelse
Kort om bogen
Noveller om relationer, vendepunkter, seksualitet, tab og sorg. Novellerne viser, hvordan livets pludselige indfald og tilfældige møder kan forme en skæbne på godt og ondt. Til modne novellelæsere, der godt kan klare lettere grafisk seksuelle beskrivelser
Beskrivelse
Ofte er det kærlighedens amourøse forviklinger og de kødelige lyster, der er omdrejningspunktet i disse noveller. De fleste af historierne foregår 30-40 år tilbage i tiden, hvor vi bl.a. får ganske grafiske udlevelser af sexlivet på en baggrund af opblomstring af frisind og ungdomsoprør. Guden Amor optræder i enkelt novelle og skaber furore, men udover kærligheden som tema, får vi også fortællinger om venner og drømme, en 90-årig kvindes erindringer, alderdommens byrder, en 12-årig piges fantasier, en skæbnesvanger ferietur og et ditto middagsselskab, voksenmobning og en datters ærlige portræt af sin fader. Aase Paaskesen Schmidt har tidligere udgivet billedromanerne om "Himmelbanden", se fx Himmelbanden
Vurdering
Schmidts fortælleglæde fornægter sig ikke og i flere af novellerne efterlades man med ønske om en større udfoldelse af historierne, der ofte synes at ende abrupt. Forsiden viser en æske chokolade, som får en til at tænke på Forrest Gumps udsagn om, at i livet ved ingen hvad man får. I al fald er det fornøjeligt at følge personernes pludselige vendepunkter
Andre bøger om samme emne
Novellerne i En duft af appelsin og Åh Lunargatan har også det erotiske, relationer og livsfaser som temaer