Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

Lucius bliver solgt som slave i Rom under Romerriget, men da han møder dødsguden Pluto i underverdenen, får han en chance for at få sin frihed tilbage. Historisk roman for de 14-16-årige

Beskrivelse

Lucius arbejder i de underjordiske tunneller under de varme bade. Det er et ubarmhjertigt hårdt arbejde. Den eneste glæde Lucius har, er Marcus, som han har et seksuelt kærlighedsforhold til. Da Lucius bliver kontaktet af sin tidligere ejer, Julia, der har brug for hjælp til at redde hendes forældre fra henrettelse, sætter Lucius sin sjæl på spil og drager ned i underverdenen for at møde dødsguden Pluto. Nede i mørket giver Pluto Lucius et fristende tilbud. Siger Lucius ja, kan han redde sig selv, Marcus og vennerne. Men kan slaver få deres frihed tilbage? Forfatteren har skrevet flere børne- og ungdomsbøger, fx Ravnens tid (Ill. Patrick Leis) og senest gyseren Dæmonens hus. Med kort historisk epilog om slaveforhold i Romerriget og sort-hvide illustrationer

Vurdering

En historisk interessant roman om slavernes forhold under Romerriget og troen på gudernes betydning for efterlivet. Romanen har en fin spændingskurve, der forløses under Lucius' rejse til underverdenen. Som helhed mangler romanen dog dybde for at blive nærværende og troværdig

Andre bøger om samme emne

 Den germanske slave handler også om livet som slave under Romerriget, mens Kæmp for frihed foregår på en gladiatorskole