Lektørudtalelse
Kort om bogen
En samling af Hans Erik Hansens blogindlæg i folkeskolelærernes fagblad "Folkeskolen" i perioden 2010-2020. Relevant for alle med engagement i skoleverdenen
Beskrivelse
Hans Erik Hansen har i denne udgivelse samlet en række af sine blogindlæg med historier fra lærernes verden. Nogle af historierne er selvoplevede, andre fri fantasi og atter andre er historier, han har hørt andre steder og gendigtet. Fælles for historierne er, at de dykker ned i problemerne i folkeskolens dagligdag og viser de mange store udfordringer, som tiden fra skolereformen og frem har medført for alle skolens brugere. Historierne suppleres med en forklarende tekst og forskellige humoristiske tegninger af Julius fra hans tid som tegner på fagbladet "Folkeskolen"
Vurdering
Det er en række festlige fortællinger, som samtidig rummer dybde og indsigt. Historierne giver et godt indblik i de store omvæltninger, som folkeskolen har gennemgået på meget kort tid og er god læsning for skolelærere, samtidig med at bogen giver alle andre en god indføring i omvæltningerne i skoleverdenen
Andre bøger om samme emne
Bogen kan læses sammen med udgivelser som Den evige begyndelse og Lærere mellem engagement og afmagt