Lektørudtalelse
Kort om bogen
Glæd dig til masser af inspiration, tips og tricks til togferien i Polen. For unge, voksne og ældre selvstændigt rejsende
Beskrivelse
2 bøger i serie "På togrejse i", hvor helt praktiske rejsetips går hånd i hånd med kuriøse historier og oplysninger. Hvem vidste fx at Elvis Presley er æresborger i Budapest, at det er gratis at køre i tog over hele Ungarn når man er fyldt 65 år, og at man på Chopin museet i Warszawa ikke kun skal røre; men også "betragte, lytte, kigge, tænke, pege, hoppe eller lugte". Bøgerne er rigt illustrerede med farvefotografier. Forfatteren er journalist med speciale i Øst-og Centraleuropa
Vurdering
Bøgernes udtalte formål er, at "give vejledning og inspiration til at opdage charmen og attraktiviteten af de europæiske landes jernbaner", og det formål lever de op til. Min kollegas umiddelbare reaktion var "Hvornår tager vi afsted?". Udstyrsmæssigt kunne billedmaterialet godt have stået skarpere og forsiderne er ikke voldsomt inspirerende. Men alligevel: Smid bogen i tasken og hop på toget!
Andre bøger om samme emne
Af nyere bøger om togrejser finder vi bl.a. Med tog gennem Europa, Oplev Europa med tog og Længslernes land sidstnævnte er dog langt mere rejsebeskrivelse end guidebog