Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Grabas

Kort om bogen

Åbenhjertig beretning om den svære ungdom og de første møder med kærligheden. Smuk og sentimental fortælling for dem, der læser selvbiografiske romaner

Beskrivelse

Erindringsroman om Alberte Windings unge år, hvor hun tager til Marthas Vineyards i USA sammen med en kusine for at passe børn. Hun er 16 år og med afrejsen, føler hun, at der er et problem mindre for familien derhjemme. Det er en dannelsesroman fra barn til voksen, hvor man følger den usikre piges følelsesliv og det stigende ansvar som voksen. Fester, mænd og musik udgør indholdet i hendes unge liv, hvor alt er uafprøvet og følelserne hvirvler rundt. Bogen beskriver en mere detaljeret del af ungdommen, end i hendes tidligere udgivelse, erindringerne Kastevind

Vurdering

Blændende velskrevet historie om den usikre ungdom og om de mange tanker og følelser, som kan fylde en teenagers hoved. En del af dialogen i bogen er på engelsk, så det er en fordel at kunne sproget. Smuk og poetisk bog, hvor alle følelser bliver blotlagte

Andre bøger om samme emne

Bogen her kan sammenlignes med Synnøve Søes roman Skrifte, som ligeledes handler om den svære ungdom og om at høre til