Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Angela og hendes søn lever sammen med den perfekte mand. Indtil den dag, hvor facaden slår revner og hemmeligheder afsløres, en efter en. Spændingsroman i domestic noir-genren, der ikke mindst vil tiltale kvinder

Beskrivelse

Angela har som ung været ude for et voldsomt traume og bor hos sine forældre med sønnen Spencer, indtil hun falder for den charmerende Jason. De gifter sig, køber et skønt hus på Manhattan, og Jason bliver Spencers far. Jason bliver anklaget for at have krænket en praktikant seksuelt, og snart efter også for voldtægt af en anden kvinde. Mens Angela kæmper for at hjælpe sin mand, får læseren mere at vide om hendes barske ungdomsoplevelse. Efterhånden som detaljerne i plottet rulles ud, kommer nuancerne med og læseren holdes i uvished helt frem til slutningen

Vurdering

Spændende og letlæst roman med mange lag og nuancer på spørgsmål, der rejses omkring begreber som kærlighed, ægteskab, seksuelle overgreb, ærlighed og bedrag/selvbedrag. Hen mod slutningen mister historien lidt af troværdigheden, men spændingen holder. Forfatterens uddannelsesmæssige baggrund, psykologi og jura, fornemmes

Andre bøger om samme emne

Minder om Kvinden der forsvandt, der er endnu mere udspekuleret ond. Shari Lapena og B.A. Paris er også sammenlignelige. Forfatteren, som for første gang er oversat til dansk, har skrevet en række romaner, serier og enkeltstående, og hun er medforfatter på Mary Higgins-Clarks seneste 5 bøger