Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Kort om bogen

Udfordrende og ambitiøs samling med digte om livet, tab, sorg, kærlighed og omsorg. For trænede lyriklæsere

Beskrivelse

Ursula Andkjær Olsen er rektor på Forfatterskolen og har udgivet en række kritikerroste bøger, bl.a. digtsamlingen Det 3. årtusindes hjerte og den eksperimenterende roman Krisehæfterne. Nærværende digtsamling består af syv dele med titler som bl.a. "Bankboks", "Klargjort til ekstase", "Ringbrynje, hårnet" og "Mit smykkeskrin". Overgangene mellem delene markeres af fotografiske arbejder af Sophia Kalkau. UAO skriver bl.a. om livets biologiske, økonomiske og følelsesmæssige kredsløb, om kroppens overgangsalder, sygdom, smerte og død samt altings sammenhæng i kosmos: "Uendelig energi lånt fra fremtiden/ grundlagde alt/ ud af intet// som gæld// forestillingen/ fra den modsatte ende af verdensrummet/ om at ophæve gælden og give/ uendelig energi tilbage som stopklods for gældens/ kædereaktioner, dvs./ følelsen af at en stopklods er en nødvendighed, at/ alt andet er ubærligt"

Vurdering

Endnu et udfordrende værk fra UAO, som blæser læseren omkuld. En dyb og abstrakt digtsamling, som ryster og rusker læseren igennem hele følelsesregistret og som sætter eksistentielle tanker i gang: "Jeg stiller kroppen ind i verden/ og trækker vejret ind/ jeg stiller verden ind i kroppen/ og puster vejret ud/ det er det, jeg gør/ jeg er.."

Andre bøger om samme emne

En lignende udfordrende digtsamling med samme høje ambitionsniveau er Mette Moestrups formeksperimenterende Til den smukkeste