Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Kort om bogen

En rugbrødsmad smager bare bedre i det fri, og at sove i det fri kan være fantastisk. Men er det ikke både bøvlet og svært med små børn? Nej, det behøver det ikke at være, og der er masser af inspiration til udeliv i denne udgivelse, der henvender sig til forældre og familier

Beskrivelse

Bogen består af tre dele, omhandlende "Hvad skal vi lave i naturen", "Forberedelse og planlægning" og "Forslag til ture". Herunder er der forslag til kanoture, surfing og overnatning i det fri, hjælp til spørgsmål som "hvad med bummelum?" og "hvad med søvn?", samt fokus på ture i Danmark, Sverige og Norge. Julie Pio Kragelund er dyrlæge og friluftsentusiast, og dette er hendes første udgivelse

Vurdering

Dette er en rigtig flot og inspirerende udgivelse, som er en velfungerende guide til forældre, der gerne vil mere ud i naturen med deres rollinger. Bogen er overskueligt opbygget, har mange flotte farvefotos og desuden en generel indsigt i hvad det vil sige at være en børnefamilie. Her kan fx fremhæves bogens opdeling af børnene i tre forskellige aldersklasser. Bogen egner sig godt til bladrelæsning og nedslag på emner. Selv denne lektør, der er glad for indendørs magelighed, er blevet inspireret til at tage børnene med ud i det fri

Andre bøger om samme emne

Hvis man gerne vil have inspiration til at tage sine børn med ud i det fri, kan Oplev Danmarks natur med børn også anbefales. Bogen Udepædagogik - naturligvis! omhandler også børn og natur, men henvender sig til fagpersonale