Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Genudgivelse af to af de mest kendte og velanskrevne bøger af mesteren inden for "creative writing"-bølgen. De to romaner kræver næppe nærmere præsentation - de er begge udkommet i flere oplag og begge filmatiseret for flere år siden. Verden ifølge Garp var JI's fjerde roman og blev med en på en gang stærkt underholdende og medrivende historie skrevet i en anderledes og meget begavet konstruktion JI's store gennembrud, der på få år ændrede hans status fra kult- til bestsellerforfatter. Bogen er i denne udgave forsynet med en indledning af JI selv om romanen. Romanen er set her godt 20 år efter udgivelsen en slags udviklingsroman over drengen/manden Garps korte, men begivenhedsrige liv og samtidig et opprojiceret fragment af et tids- og samfundsbillede af det nyere amerikanske liberale miljø i efterkrigstiden og op til 80erne. Hotel New Hampshire er en lige så kontroversiel og parodisk slægtsroman om tre hoteller og deres ejere i tiden fra begyndelsen af 2. verdenskrig frem til 60erne. JI's styrke er hans beskrivelser af nogle menneskers på en gang burleske og tragiske tildragelser, og den frygt der ledsager mennesket i et postmoderne samfund i en historie-i-historien-komposition, man også ser hos andre nyere forfattere, og bøgerne må bestemt stadig have appel til læsere i dag, så de kan nu suppleres/genanskaffes efter behov i alle biblioteker