Lektørudtalelse

Forfatter: Dorthe Grønbæk

Kort om bogen

Find det indre lys i hjertet og lær at skrue op for lyset. Vibrationer fra indre lys og kærlighed giver mod og balance. En meditationsøvelse for børn fra 5 år

Beskrivelse

Bogen indledes med forfatterens introduktion til bogens tilblivelse og grunde til at udføre meditationen. Herefter følger 5 gode råd til selve udførelsen. Meditationsøvelsen er en drømmerejse, hvor oplæseren guider barnet gennem et indre eventyr med tid til refleksion og øvelser, hvor barnet skal bruge sin fantasi. Bagest i bogen er der mulighed for at skrive egne noter samt henvisning til forfatterens hjemmeside og omtale af andre udgivelser. Forfatteren har udgivet flere bøger, fx Monstermanualen - til børn med mange bekymringer

Vurdering

En fin meditationsøvelse med en enkel og klar tekst. Øvelsen kan bruges som hjælp til at falde i søvn, men også til at skabe en god pause midt på dagen. Børnemeditation er et aktuelt emne, som sammen med mindfulness-øvelser og børneyoga efterspørges meget

Andre bøger om samme emne

Forfatterens andre udgivelser Børnemeditationerne i mit hjerte og Hjerternes dal har flere højtlæsningshistorier med, som guider børn til meditation og afslapning. Yoga for børn har fokus på at hjælpe børn til at finde ro i en travl hverdag