Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Urban Andersen

Kort om bogen

Roman bygget på virkelige hændelser om en syrisk families flugt. Bogen kan læses af alle med interesse for flygtninges vilkår

Beskrivelse

Forordet beskriver, hvorledes fortællingen i bogen er opdigtet på baggrund af virkelige interviews med en syrisk familie, der siden 2015 har været bosat i Danmark. Fortællingen tager sit afsæt i Aleppo, der er under granatangreb. Faderen Abdul flygter, først til Tyrkiet og derefter med kursen mod Europa, mens moderen, Habasya, er sendt til en lille landsby i Syrien med parrets tre børn. Efter mange strabadser kommer Abdul til Danmark og hans kone og børn kan med megen besvær følge efter

Vurdering

Bogen byder på alt, hvad man kan forestille sig i forhold til at være en familie på flugt. Der er krigens grimme ansigt, menneskesmuglere, frygt, familiens adskillelse og tankerne, hos både børn og voksne, om at skulle bosætte sig i et nyt land. Sproget er fint, men manglende markering af dialog vanskeliggør indimellem læsningen. Trods det, giver bogen en god indsigt i livet på flugt fra krigens rædsler

Andre bøger om samme emne

Om at flygte fra Syrien til Danmark findes bl.a. Med frygt, tro og håb