Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Rasmussen

Kort om bogen

Den unge Herman Andersen er rejst fra farmen i Kenya til England for at blive kamppilot. Undervejs møder han ikke kun krigen, men også kærligheden. Til læsere med interesse for 2. verdenskrig

Beskrivelse

Halvdanske Herman Andersen rejser i 1939 til England fra sine forældres farm i Kenya for at indgå i RAF. Da Herman besøger navigatøren Roberts overklassefamilie, møder han både den søde søster Anne og Roberts frække amerikanske svigerinde Vanessa. Splittet mellem de to kvinder udsendes Hermann til Frankrig, da krigen bryder ud. Her gennemlever han "The Phoney War", på flyvebasen i den stille periode inden Tyskland angriber Frankrig i maj 1940

Vurdering

Undertitlen er "Krig og kærlighed", hvilket dækker rigtigt godt. Den typiske læser af krigsromaner, vil nok synes at kærligheden fylder for meget. Det er et modigt valg at lade handlingen foregå i den mest stille periode af krigen og slutte handlingen lige inden blitzkrigen starter. Bogen føles lige lovlig lang med unødvendige sidehistorier. Navnlig det danske aspekt fylder meget uden rigtigt at føre nogen steder hen. Forfatteren må have foretaget omfattende research forud for skrivningen - krigstidens England og Frankrig fremstår troværdigt og levende

Andre bøger om samme emne

Nevil Shutes roman med samme titel Pastorale fra 1944 omhandler også krig og kærlighed i luftvåbenet. Kan også sammenlignes med Kåre Johannesens Kejserhøgen