Lektørudtalelse
Kort om bogen
Beskrivelse og karakteristik af romankunsten i Europa efter 1945 med udgangspunkt i nogle af de største forfatternavne. Meget inspirerende for alle, der interesserer sig for litteratur
Beskrivelse
Peter Nielsen er litteraturredaktør på Information og har også en ph.d. i litteraturhistorie. I disse essays om en række store europæiske forfattere er hans mål at vise, hvordan deres romaner efter 1945 til i dag "ledsager, afspejler og reflekterer ... vigtige politiske og kulturelle skred på kontinentet". Under overskriften "Faderopgør" fortæller Peter Nielsen fx om Thomas Bernhard og Imre Kertész. Eksempelvis Kirsten Thorup, Christa Wolf og Salman Rushdie beskrives i afsnittet "Erindring og identitet", mens det sidste afsnit, der hedder "Grænser og identitet", behandler forfattere som Svetlana Aleksijevitj, Orhan Pamuk, Rachel Cusk og Michel Houellebecq
Vurdering
Som litteraturinteresseret er det umuligt ikke at blive optaget af Peter Nielsens medrivende beskrivelser og analyser, som tillige er skrevet i et lettilgængeligt sprog. Strålende formidling, og man har selv lyst til at læse romanerne, der beskrives!
Andre bøger om samme emne
I en tilsvarende essaysamling, Omskrivninger, fortæller oversætter Karsten Sand Iversen om europæiske klassikere. Flere af forfatternavnene kan også findes i Europæiske romaner efter årtusindskiftet, som litteraturforskere fra Syddansk Universitet har bidraget til