Lektørudtalelse
Kort om bogen
14 korte science fiction-historier om at leve og overleve i en verden, der er ødelagt af menneskeskabte klimakatastrofer. Et godt sted at starte for interesserede i genren climate fiction
Beskrivelse
Science fiction udmærker sig ved at give os mulighed for at udforske, hvordan samfundet vil se ud i en anden virkelighed. Hvad nu hvis, spørger vi os selv. Klimaforandringer lægger kimen til store forandringer, og disse bliver taget under kærlig behandling i denne række forskelligartede cli fi-noveller, der har ændret vejr og havstigninger som katalysator. Hvor Jorden er oversvømmet eller på anden måde ændret af menneskets handlinger til at blive mere eller mindre ubeboelig, og hvor vi derfor udviser opfindsomhed i forhold til nye måder at leve på. Bogens efterord rummer en grundig indføring i genren med mange henvisninger til yderligere læsning
Vurdering
En spændende og tankevækkende samling af historier med vægt på de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af klimaforandringer. Et flot udvalg af relevante og aktuelle historier
Andre bøger om samme emne
Andre anbefalelsesværdige climate fiction-værker (med mere eller mindre oversvømmelse) kunne være Frygtens ansigt, Verden under vand, Dune og den engelsksprogede New York 2140. Problematikken med at overleve i en druknet verden så vi også i filmen Waterworld