Lektørudtalelse
Kort om bogen
Et års frydefuldt haveliv på et tysk gods. Delvist selvbiografisk dagbogsroman til primært kvindelige læsere af engelske klassikere
Beskrivelse
Elizabeth elsker sin have, og hun tilbringer helst tiden der alene. Vinteren bruges til at planlægge haven. De lejlighedsvise gæster forstyrrer i længden hendes selvvalgte ensomhed. Hendes mand, Den harmfulde Mand, der mener, hun er excentrisk, og at kvinder er i samme kategori som børn, belærer hende blandt andet om det gode i de polske og russiske arbejderes korporlige afstraffelse af deres koner, som føder børn og straks genoptager arbejdet. Hun mener, at de fleste tyske hausfraus giver for meget opmærksomhed til middagene og desserterne i stedet for at pleje deres egne interesser. Elizabeth von Arnims (1866-1941) romandebut udkom i 1898 og fik en stormende modtagelse
Vurdering
Veloplagt og sprudlende satire over det aristokratiske provinsielle liv og kvindens underordnede stilling i 1800-tallets Tyskland. Sproget er nutidigt og letløbende med skælmsk humor og poetisk melankoli. Dialogerne mellem Elizabeth og hendes kvindelige gæster er kostelige
Andre bøger om samme emne
Eneste anden roman på dansk af Elizabeth von Arnim er Bodsgang om en velhavende engelsk familie i begyndelse af 1900-tallet. Hendes roman "En fortryllet april" udkommer sommeren 2021. Von Arnims kusine, Katherine Mansfield, skrev også om livet i det bedre borgerskab med fx novellesamlingen Havefesten og andre fortællinger