Lektørudtalelse
Kort om bogen
Sød og poetisk billedbog om, hvad kærlighed er. Til højtlæsning for de 3-6-årige
Beskrivelse
De 3 venner, Egern, Elg og Ælling hygger sig sammen, da Elg pludselig spørger, hvor kærligheden kommer fra. Vennerne beslutter sig for at finde ud af det, og de spørger forskellige dyr, som de møder. Der er mange forskellige bud, fx at det opstår i hjertet, at det er en form for længsel, og at det er som regn på en tør dag. Tilsidst får Elg ondt i maven, men da vennerne masserer hans mave, løsnes en prut, og han får det godt igen. Lidt senere da de 3 venner sidder og hyggeligt sammen, mærker Elg en anden følelse i maven. Måske er det kærlighed? Billedbogen er skrevet og illustreret af tyske Daniela Kulot
Vurdering
En stille og hyggelig bog om det abstrakte begreb, kærlighed. Undervejs kommer der mange gode bud fra dyrene på, hvad kærlighed er for dem. Tilsidst står det stadig åbent, hvad kærlighed egentlig er, men det er jo lige netop en individuel følelse, som kan opstå i mange sammenhænge. Billedbogens mange gentagelser, hvor vennerne spørger andre dyr til råds, er klassisk og vil blive godt modtaget af de yngste børn. Billedbogens force er de fine, farverige illustrationer og sjove dyr. Forsiden med de 3 venner, der beundrer solnedgangen, sælger bogen godt
Andre bøger om samme emne
Af billedbøger om kærlighed kan nævnes Min lille bog om følelser - kærlighedog Du er superelsket. Daniela Kulot har tidligere behandlet emnet i Den lille krokodille og den store kærlighed