Lektørudtalelse
Kort om bogen
Historien om Sixten Sparre og den unge Elvira Madigan fortalt af en slægtning. Bogen giver en grundig gennemgang for dem der ikke kender til historien og ny information om myten til kenderne
Beskrivelse
På Tåsinge i slutningen af juli 1889 tager den 34-årige Sixten Sparre først livet af Elvira Madigan, en 21-årig cirkusartist, og dernæst skyder han sig selv. De bliver fundet tre dage senere og mystikken og romantikken omkring mordet/selvmordet har fascineret lige siden. Sixten Sparre var oldefar til forfatteren, Kathinka Lindhe, og i forfatterens familie var det skamfuldt at tale om Sixten. I 2011 besluttede hun sig for at se nærmere på Sixten og Elviras historie, både den fælles og deres liv hver for sig. Vi hører for første gang Sixtens egen “stemme" gennem hans digte, vi hører hans forældres stemmer og ikke mindst hans kones. Efter indledende kapitler om Sixten og Elviras barndom og opvækst, starter der en kronologisk beretning fra 1868 frem til 1890. Bogen afsluttes med en litteraturliste
Vurdering
En virkelig fin og overskuelig opsætning af forløbet i kronologisk rækkefølge. Refleksion over og kommentarer til breve, aviser og de fiktionaliserede afsnit giver læseren en mulighed for selv at tolke på forløbets hændelser. Læseren får desuden en fornemmelse af menneskene som omgav de to personer
Andre bøger om samme emne
Der er udgivet en del bøger om de to personer, senest En dråbe faldt - Elvira Madigan og Fakta om Elvira Madigan og Sixten Sparre