Lektørudtalelse
Kort om bogen
Geparden er et truet dyr, der er i fare for at uddø. Det er der flere grunde til. En af dem er, at geparden bliver skudt, fordi bønderne er bange for, at den tager deres kvæg. Det og meget mere kan du læse om i denne lette fagbog. For de 7-9-årige
Beskrivelse
"Gepard" og "Surikat" udkommer i serien "Fakta 2. Dyr og planter". Bøgerne har indholdsfortegnelse forrest i bogen og stikordsregister og forslag til mere viden bag i bogen. Hvert kapitel er et opslag. Her er et stort farvet foto, tekst og faktabokse. I bogen "Gepard" kan man bl.a. læse om, hvor hurtigt en gepard kan løbe, og hvordan den bruger sin hale til at holde balancen med, når den drejer skarpt rundt i et sving. I "Surikat" kan man bl.a. læse om, hvor meget gift der skal til at slå en surikat ihjel. Den kan nemlig tåle meget - seks gange så meget gift fra fx en slange, som en kanin kan. Der kan hentes gratis opgaver på forlagets hjemmeside www.turbine-undervisning.dk. Bøgerne har let-tal 16 og 15
Vurdering
Som de andre i serien er det to gode og oplysende fagbøger med flotte farvefotos og letlæselig tekst. Det er interessante ting, der fortælles om både geparder og surikater, både helt oplagte fakta og overraskende ekstra informationer
Andre bøger om samme emne
En anden let fagbog om geparder kunne være Gepard : levesteder, livscyklus, fødekæder, trusler og en let fagbog om surikater kunne være Surikater