Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

En detaljeret og kildebaseret beretning om Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition for at afdække den gamle Thulekultur og inuitternes vandringer fra Canada til Grønland. Til videregående studier for lægmænd og studerende af den banebrydende ekspedition

Beskrivelse

5. Thuleekspeditionen omfattede bl.a. en 18.000 kilometer lang slæderejse. Forud for ekspeditionen ændredes planerne flere gange, og den førte til forviklinger med Canada om suverænitet i Arktis. Foruden at fortælle om planlægningen, de politiske forviklinger og Knud Rasmussens oplevelser på ekspeditionen sætter Knud Michelsen, der er seniorforsker ved Arktisk Institut, ekspeditionen ind i en grønlandspolitisk sammenhæng i fortid og nutid. Appendiks indeholder Knud Rasmussens foredrag om ekspeditionen samt reportager og interviews

Vurdering

Den velskrevne historie om ekspeditionen er rig på spændende billedmateriale og omfattende kildemateriale. Bogen belyser ekspeditionens store betydning for grønlandspolitikken og forskningen i inuitternes levevis og religion

Andre bøger om samme emne

Dette er fjerde bind om "Den unge Knud Rasmussen". Første bind er Den unge Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder 1893-1902. Knud Rasmussen har selv rapporteret om sin ekspedition i Fra Grønland til Stillehavet : rejser og mennesker fra den 5. Thule-ekspedition 1921-24