Lektørudtalelse
Kort om bogen
Positiv personlig beretning om at være kommet til verden via sæddonation, suppleret med fakta og betragtninger fra en række fagfolk. For alle der søger indsigt i fertilitetsbehandling og dens betydning for børnene, familielivet og parforholdet samt omgivelsernes reaktioner
Beskrivelse
Bogen er skrevet i kølvandet på en offentlig debat om voksne donorbørns længsel efter at finde deres biologiske ophav, hvilket ikke har været forfatterens behov. Hun mener tværtimod, at der er brug for også at fortælle de positive historier og anbefaler åbenhed om barnets tilblivelse. Hendes personlige beretning følges op af anerkendte fagfolk som fertilitetslæger, psykologer og en antropolog, der hver giver deres bidrag til emnet. Teksten er sat med ret stor linjeafstand, og forfatterens søstre har illustreret bogen med tegninger
Vurdering
Letlæselig bog der, især i den faglige del, kommer godt rundt om emnet på en både saglig og reflekterende måde. Derfor anbefales bogen selv om den udstyrsmæssigt fremstår lidt beskeden, men den vinder ved nærmere bekendtskab. Om man bryder sig om illustrationerne er en smagssag
Andre bøger om samme emne
Der findes ikke meget på skrift om voksne donorbørn. Vil man læse videre i sporet på foreliggende bog, kan Far, mor og donorbarn : veje til et endnu bedre liv som donorfamilie anbefales. Tv-serien Rainbow handler om en ung pige, der søger efter sin biologiske far