Lektørudtalelse
Kort om bogen
Trunte er trist fordi hun har mistet sin bamse - kan hun mon finde den igen? Billedbog for 4 år og opefter
Beskrivelse
Trunte har ledt alle steder efter sin bamse - under senge, i skabet og i legetøjskassen. Hvor mon bamsen kan være? Trunte beslutter sig for at gå udenfor - måske vil lidt frisk luft hjælpe på tristheden? Udenfor møder hun flere af sine venner, der hver især forsøger at muntre Trunte op igen. Ulven får Trunte til at hyle, hun putter sig og trækker vejret langsomt sammen med syvsoveren, sammen med egernet hopper hun og grævlingen får hende til at grine og mon ikke hun undervejs kommer i tanke om hvor bamsen er?
Vurdering
Fin og hyggelig billedbog om at miste sin bamse - noget som alle børn kan sætte sig ind i. Undervejs bliver læseren opfordret til at lave de samme ting som Trunte gør. Hyle som en ulv, hoppe som et egern og trække vejret dybt ind. Det giver en fin interaktion med historien. Bagerst i bogen er der en beskrivelse af hvad sorg er og hvordan man kommer igennem sorg
Andre bøger om samme emne
Om at miste en bamse er der bl.a. Hvor er Pløf? og Ollie leder. Om at være trist kan nævnes Min lille bog om følelser - tristhed og Hvad stiller man op med Triste?