Lektørudtalelse
Kort om bogen
Er Europa på randen af sammenbrud? Det undersøger Asle Toje i en række essays, hvor han tager temperaturen på de europæiske landes udvikling fra 2010 til 2020. Velskrevet og interessant læsning til læsere med interesse for europæisk politik eller nationalisme
Beskrivelse
Essaysamlingen er blevet til på baggrund af rejser i en række lande i både Øst- og Vesteuropa mellem år 2010 og 2020. Toje undersøger i nedslag alt fra ungdomsarbejdsløshed, porno, nationalisme og meget andet, der kendetegner Europa i netop det tiår og trækker samtidig linjer fra fortiden til den endnu ukendte fremtid. Forfatteren er medlem af Norges Nobelkomité og forfatter til flere bøger om europæisk politik
Vurdering
Bogen er meget velskrevet, og Toje fletter med lethed anekdoter, videnskabelige afhandlinger, romantitler og interview med lokale borgere ind i teksterne, så beskrivelserne af landene bliver mangefacetterede. Som læser bliver man nysgerrig efter at vide mere om de forskellige landes problematikker. Tonen er personlig og humoristisk, også selvom emnerne er barske, og der er tydeligvis tyngde bag forfatterens tanker og referencer. Bogen vil være velegnet til brug i debatklubber eller lignende
Andre bøger om samme emne
Det er oplagt at nævne Carsten Jensen, fx Bjælken i mit øje, men også Paradoks Europa vil være interessant videre læsning