Lektørudtalelse
Kort om bogen
Hvilke hemmeligheder gemmer folk bag deres facade? Det undersøger denne billedbog, der egner sig til børn på 3-6 år, men som vil glæde folk i alle aldre
Beskrivelse
En flue er fortælleren i denne historie. Fluen flyver ind i en elevator med 16 mennesker og følger efter dem hjem for at se, hvem de er bag facaden. De gemmer alle på hemmeligheder, som fluen afslører en for en. Fx sover den voksne mand, Carl, med en bamse, Pil klæder sig ud som en panda og spiser lørdagsslik på en mandag, og stewardessen Sonja er i virkeligheden en drage. Teksten består af rim og ledsages af store tegninger af personerne. Lisa Aisatos egen hemmelighed afsløres også til sidst. Dette er en ny udgave af Snagebogen med en ny oversættelse
Vurdering
Det føles forbudt at snage i de 16 menneskers liv, men det er sjovt og spændende at se, hvilke ting og tilbøjeligheder andre mennesker ikke viser frem. Her er mulighed for at snakke om hemmeligheder og om de facader, som vi mennesker har overfor hinanden. Bogen kan umiddelbart virke lidt mørk og grotesk på overfladen, men dykker man ned i den, oplever man humor og livsglæde
Andre bøger om samme emne
Illustrationer og format er ens i begge udgaver. Der er en del ord og sætninger, der er lavet om i denne oversættelse, men det er stort set de samme ting, der fortælles i nye vendinger. Teksterne fungerer fint i begge bøger. Emnemæssigt minder bogen om Den nysgerrige vintergæst