Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Louise Elgård Rasmussen

Kort om bogen

Ville du ønske, du havde været på tour med et af 1970'ernes mest ikoniske bands? Så kom med backstage i denne musikroman om det fiktive band "Daisy Jones & The Six". Til alle musikinteresserede læsere

Beskrivelse

Romanen er skrevet som en musikdokumentar eller et interview, og består udelukkende af replikker krydret med "biografiske" oplysninger om bandmedlemmerne. Vi følger Daisy Jones fra 1965, hvor hun er "it-girl" og groupie for en række kendte musikere. Bandet "The Dunne Brothers" opstår i 1966. Vi følger dem til navneskiftet og Daisys entré i 1976 og helt til 1979, hvor "Daisy Jones & The Six" går i opløsning. En klassisk "sex, drugs og rock'n'roll"-historie. Men også en fortælling om livets afgørende valg - og om den type forelskelse, der kan få verden til at gå i stå. Romanens centrale konflikt er bandets indbyrdes uenigheder og forhold. Kan man være professionel, når ens liv er musik? Forsangerne Daisy og Billy får svært ved at flygte fra følelserne, når de lægger dem i musikken og derefter tager på tourné

Vurdering

Anderledes, velskrevet læseoplevelse. En rigtig page-turner. Fremstår som fakta, men er fiktion. Bandmedlemmernes divergerende forklaringer på de samme situationer giver en særlig spænding og nerve i romanen. Anbefalinger af den engelske version er gået viralt på TikTok

Andre bøger om samme emne

 Populærmusik fra Vittula foregår samtidig og er fyldt med rockmusik. Kærlighed og masser af 1980'er-musik findes også i Eleanor og Park. Læs også Just kids