Lektørudtalelse
Kort om bogen
Svimlende storslået roman, der foregår i et mindre finsk samfund, hvor alle ved alt om alle - måske. Jana Marton vender hjem til en genforeningsfest, og et mystisk drab for 17 år siden spøger stadig i lokalsamfundet. For læsere, der holder af udfordrende litteratur
Beskrivelse
Kystbyen Flatnäs danner rum om en flerstemmig roman med et væld af personer. Det lille samfund ser idyllisk ud udefra, men selv om alle kender alle og er involverede med alle, drager de mange katastrofale fejlslutninger. Således også om den dræbte Flemming Pettersson, som den unge Jana finder i en grusgrav. Mord, selvmord, dødsfald og omkomne fra Estonia-forliset er mørke forstyrrende elementer i et samfund, der helst vender sig indad mod sine egne hemmeligheder. Da Jana vender tilbage flere år efter, ser hun både mordet, fortielsen og hovedpersonerne i et andet lys
Vurdering
Den smukkeste litterære kakafoni med et væld af stemmer, som ustandseligt sender læseren på vildspor. Forrygende dialoger og en suggestiv, forførende og ildevarslende stil møder læseren, som må holde snuden i sporet for til sidst at overgive sig helt og aldeles til denne komplekse, gotiske roman. "Jeg forstod ikke et ord, men alting" (citat s. 238)
Andre bøger om samme emne
Svenske forfattere som Sara Stridsberg og Kerstin Ekman og finske Sofi Oksanen og Kjell Westö har samme litterære tyngde, og læsere vil findes indenfor dette rum. Fagerholms univers sammenlignes ofte med filmskaberen David Lynch's "Twin Peaks", og "Lola Omvendt" er også lavet som tv-serie