Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

I 1990'erne indtog nyliberalismen dansk politik. Det medførte omfattende privatiseringer og markante ændringer i arbejdsmarkedspolitikken. Læs bl.a. om periodens forskellige udviklingsretninger og om de konsekvenser den førte politik fik. For læsere med interesse for politik og historie, herunder også fagfolk og studerende

Beskrivelse

Søren Kolstrup (f. 1947) er historiker ph.d. og har tidligere været medlem af folketinget for Enhedslisten. I sit forfatterskab har han beskæftiget sig med velfærdstaten i bl.a. Den danske velfærdsmodel 1891-2011Det er også temaet i hans nye bog, som undersøger opbruds­tiden i 1990'erne, hvor nedarvede institutioner og rettigheder forsvandt. Kampen stod mellem velfærd og nyliberalisme, og resultatet blev bl.a. en regulær privatiseringsbølge og en ændring af kontanthjælpssystemet, således at borgeren skulle "Yde for at nyde". Kolstrup analyserer periodens forskellige udviklingsretninger og belyser udviklingen set i et europæisk perspektiv. Desuden undersøges hvilke konsekvenser den førte politik i 1990'erne fik for fremtidens velfærdsstat. Med noteapparat og litteraturliste

Vurdering

Velskrevet og grundig analyse af et skelsættende årti. Sproget er ikke udpræget akademisk, men de mange henvisninger til økonomiske teorier, gør kendskab til politik og økonomi til en nødvendighed for at få fuldt udbytte af bogen

Andre bøger om samme emne

Perioden er også behandlet i Dansk velfærdshistorie. Bind 6, 1 og Det danske velfærdssamfunds historie. Bind 2