Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Kort om bogen

Da ægteparret Wright vinder et weekendophold i Skotland, er det tiltrængt for ægteskabet. Men feriestedet viser sig at være en gammel, forladt kirke, hvor de er helt alene. Eller er de? Bogen henvender sig til alle læsere af spændingsromaner, især indenfor domestic noir-genren

Beskrivelse

Ægteparret hr. og fru Wright har snart været gift i 10 år, og weekendopholdet er et kærkomment afbræk, da samlivet halter. Adam er arbejdsnarkoman og er blevet temmelig fjern, og Amelia overvejer skilsmisse. Dette ophold har derfor afgørende betydning for ægteskabet. Da de ankommer til Skotland, står det dog hurtigt klart, at nogen vil dem ondt, og det er ikke tilfældigt, at de har vundet dette ophold. Bogens synsvinkler skifter mellem hovedpersonerne Adam, Amelia og Robin. Dette er engelske Alice Feeneys første bog oversat til dansk

Vurdering

En enormt spændende og nervepirrende thriller, som holder læseren fanget fra første side. Stemningen er urovækkende, og de skiftende synsvinkler understøtter den uhyggelige stemning og fastholder læseren i en vidunderlig forvirring. Forvirringen understøttes desuden af, at én af hovedpersonerne har prosopagnosi (ansigtsblindhed). En uhyggelig fortælling om ægteskab, svigt og forkerte valg

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med andre spændende udgivelser indenfor domestic noir-genren. Her kan fx nævnes "ægteskabsthrillers" som Kvinden der forsvandt og Det burde du have vidst