Lektørudtalelse
Kort om bogen
Walter og Saga er på sommerferie i Grækenland, da de falder over noget mistænkeligt ved nogle statuer. De beslutter sig for at undersøge sagen, men det er ikke helt ufarligt. For 9-13-årige
Beskrivelse
Sammen med deres fædre er Walter og Saga på sommerferie i Grækenland. På en tur til Lille Akropolis opdager de, at statuen af Zeus er anderledes end de andre statuer - den er nemlig lavet af gips og ikke af marmor. Da børnene senere på dagen går på opdagelse i en forladt sølvmine, finder de en mærkelig nøgle, som nogle skumle typer gerne vil have fingrene i. Børnene beslutter sig for at finde ud af, hvad der er sket med statuen, hvad kunstneren i den gule bil skjuler, om rigmanden Zakarias har rent mel i posen og hvem damen med linealhåret er. Det er dog bestemt ikke ufarligt, men heldigvis er de snu og ikke bange for noget - udover edderkopper. Selvstændig efterfølger til Mysteriet om de forsvundne landkort
Vurdering
Underholdende, medrivende og spændende detektivhistorie. Undervejs er der farvestrålende helsides illustrationer, der viser bestemte scener fra historien. Sproget har et godt flow og er nemt at gå til
Andre bøger om samme emne
Af andre detektivbøger kan nævnes Mysterieklubben og smuglerne, Sherlock Holmes - flådetraktaten og Tyveri på Højlandsfalken