Lektørudtalelse
Kort om bogen
En ung kvinde meldes savnet efter en løbetur i de svenske skove. Politimanden Anton kommer på sagen og sammen med sin mor, den tidligere dommer Mona Schiller, finder han ud af, at denne kvindes forsvinden hænger sammen med en anden kidnapning og sekterisk kristendom. For voksne læsere af nordiske kvalitetskrimier
Beskrivelse
Første og anden del af krimiserien om dommeren Mona Schiller, der efter en karriere i ind-og udland er vendt tilbage til sin barndomsby Vargön. Mona har lig i lasten, som ikke opklares i disse to bind, men efter hendes ægtefælles død vil hun begynde på en frisk i den lille by, hvor hendes sønner bor. Hendes ene søn er kriminalbetjent, og Mona hjælper ham med efterforskningen af begge sager. Hendes anden søn bevæger sig på den forkerte side af loven, hvilket giver store søskendekonflikter
Vurdering
Bøgerne læser nærmest sig selv. Med små, appetitvækkende kapitler fyldt med cliffhangers er de svære at lægge fra sig. Monas forhistorie antydes, og det, at man efter to bind stadig ikke ved, hvad det er, der er foregået i hendes fortid, er med til at vække læserens nysgerrighed for hele serien. Persongalleriet er spændende, og det der sker i første bind bliver videreudviklet i andet bind, så det er en serie, der skal læses i rækkefølge
Andre bøger om samme emne
Serien minder om den svenske krimiserie af Anna Jansson, hvor Maria Wern opklarer mord. Her er bog nummer et: Stum sidder guden