Lektørudtalelse
Kort om bogen
Svensk-læreren Clara har altid drømt om at videregive sin kærlighed til bøger og litteratur. Men i skolen er børnene forkælede, og kollegerne er alt for gammeldags. Hun er godt træt af det hele, men så dukker hendes allerførste forelskelse op. Varm, svensk roman for fans af feel good-genren
Beskrivelse
Clara har været forelsket i Jonathan, siden hun var helt ung. Intet har forandret sig siden bortset fra, at Jonathan nu vender hjem efter flere år i udlandet og er blevet single. Clara håber, at han endelig er kommet til fornuft og har lyst til at udforske livet med hende. Også selvom han tager lovligt let på Claras arbejdsmæssige udfordringer på skolen, hvor hun ikke får opbakning til at formidle litteratur og læseglæde til de unge. Så er det noget helt andet med den søde fyr, hendes søster pludselig dukker op med under armen. Markus virker til gengæld både forstående og bakker Clara op, mens hun tumler med sit arbejdsliv. Hvad er egentligt det rigtige at gøre?
Vurdering
Sød, svensk og let roman om en bogelskende lærer og litteraturformidler. Claras problemer med at passe ind i sit job og hendes overvejelser i forhold til karrieren kan alle sikkert leve sig ind i. Og man er heldigvis aldrig i tvivl om at alt nok skal ende godt
Andre bøger om samme emne
Nyd også Kærlig hilsen fra London af Sara Jio eller den mere modne bibliotekars kamp for det lokale bibliotek i Bogbussen kommer ved midnat af svenske Sophie Axelzon