Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Retten til at tænke og tale frit om religion er en varm kartoffel både i FN-systemet og i international politik. Bogen stiller skarpt på den globale værdikamp for ytringsfriheden, og er til dig som følger debatten

Beskrivelse

Forfatteren dykker ned i nyeste forskningsdata, finder historisk arkivmateriale og interviewer diplomater fra hele verden. Han viser, at retten til at kommunikere frit og frejdigt om religiøse forhold er kilde til konflikter, såvel i FN som generelt i den internationale politik. Bogen har overskrifter som "Blasfemiske sandheder og religionskritikkens relevans i det 21. århundrede", "OIC: En islamisk alliance i international værdipolitik", "De Forenede Nationer: Staternes kampplads mellem idealer og realpolitik", "Vesten vs OIC: Amerikanske idealer og europæisk dobbeltmoral", "Kampen om ytringsfriheden uden den kolde krig" og "Fra Islamabad til Silicon Valley: Ytringsfrihed i techgiganternes tidsalder". Denne bog er en omskrevet udgave af forfatterens ph.d. afhandling. Den færøske forfatter er ph.d. i international politik fra King's College London, og nu uddannelsesleder og lektor ved Færøernes Universitet

Vurdering

Tankevækkende og debatskabende bog, som bygger på forskning og viden, og som noget unikt har interviews med diplomater fra hele verden. Bogen er ikke akademisk tung, men kræver en interesseret læser

Andre bøger om samme emne

Om ytringsfrihed fx også Karikaturkrisen eller Tech-giganterne, ytringsfriheden og privatlivet