Lektørudtalelse

Forfatter: Katrine Skovgaard Rasmussen

Kort om bogen

Tess' mand - en undsluppen seriemorder - er på jagt efter hende. Hun opsøger den tidligere soldat J.T., der skal træne hende, så hun har en chance mod den mand, som vil dræbe hende. For læsere af psykologiske spændingsromaner

Beskrivelse

Tess giftede sig med en mand, der virkede perfekt. En politimand, der ville redde hende fra et voldeligt barndomshjem. Men snart viste det sig, at han havde en mørk side, og hun hjalp politiet med at afsløre ham som seriemorder. Nu er han flygtet fra et højsikkerhedsfængsel, og han er ude på at dræbe Tess og finde deres fælles datter. Tess stoler ikke på politiet og opsøger i stedet eks-soldaten J.T., der har sine egne problemer med en dominerende og døende far og en søster, der ikke vil se sandheden i øjnene. Snart går jagten, og Tess er klar over, at det handler om at dræbe eller blive dræbt

Vurdering

Der er spænding fra første til sidste side, men karaktererne er klichéprægede, og forholdet mellem Tess og J.T. virker malplaceret blandt alt det voldelige. De erotiske scener giver næsten lige så meget kvalme som de malende beskrivelser af en seriemorders arbejde. Dette er en af forfatterens første bøger, der først nu er blevet oversat. Det er tydeligt at mærke, at forfatteren har rykket sig siden da

Andre bøger om samme emne

De udpenslede voldsscener minder om bøger af Chris Carter, som også skriver om seriemordere. Fx Blodig jagt. I krimien Jeg lader dig gå gifter en kvinde sig også med, hvad hun tror, er den perfekte mand