Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov Andreasen

Kort om bogen

Mistrivsel blandt unge er et højaktuelt emne, som højskolelederen Bjørn Bredal diskuterer her. Han anser det ikke som et problem for den enkelte, men et anliggende for fællesskabet. For interesserede i samspillet mellem samfundet og det enkelte menneske

Beskrivelse

BB har været journalist i førende dagbladsmedier i mange år. Her sammenholder han, fra sit højskoleperspektiv, de klassiske europæiske ideer om en fælles opfattelse og kultur omkring krop, sjæl og tvivl med nutidens stærke fokus på det enkelte individ og det pres de unge føler

Vurdering

BB vil rette fokus mere på trivsel end på mistrivsel og mere på fællesskabet end på den enkelte. Med afsæt i de seneste århundredes humanistiske tænkere - fra renæssancefilosoffen Montaigne frem til K.E. Løgstrup - trækker han tankegodset frem til en moderne (højskole)virkelighed. BB er vidende og citerer flittigt de store tænkere. Det er spændende, ikke mindst for interesserede i europisk idehistorie i en moderne kontekst. Det er ikke hele vejen inden for skiven i forhold til den centrale problemstilling om mange unges trivselsproblemer i dag. Men han skriver: "Trivsel er blandt andet, at man ikke holder sig væk. At man kommer til stede i tillid til verden og sine medmennesker - konkret, fysisk, hverdagsagtigt". Det er næsten hele bogen værd

Andre bøger om samme emne

To nyere titler er godt repræsenteret i bibliotekerne: Forskerantologien Ny udsathed i ungdomslivet og Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering