Lektørudtalelse
Kort om bogen
Gennem et udvalg af 100 fotografier fortælles Tove Ditlevsens livshistorie fra vugge til grav. Hvert billede er forsynet med en oplysende tekst, og får sammen med de velvalgte fotografier, den berømte forfatterinde til at fremstå lyslevende. For både nye og gamle fans af Tove Ditlevsen
Beskrivelse
Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen har samlet mere end 100 fotografier fra Tove Ditlevsens liv, hvoraf mange aldrig tidligere har været offentliggjort. Med enkelte afstikkere er opbygningen kronologisk og fungerer som punktnedslag i Ditlevsens liv og karriere, opdelt i kapitler som fx Sydhavnsår, Afhængighed, Lykkelige år, og Nedtur. Her er fotografier af Ditlevsens mænd, børn, familieliv, druk, og naturligvis hovedpersonen selv. Hvert enkelt billede er suppleret med en tekst, enten Ditlevsens egne ord eller en faktabaseret tekst af Marstrand-Jørgensen, som sætter billedet ind i den rette kontekst. Ved nogle af fotografierne tolker Marstrand-Jørgensen på billedets motiv og stemning, og digter videre på, hvad der sker på billedet. Trykt på tykt papir og med kildehenvisninger
Vurdering
Fremragende udvalg af fotografier, hvor man på eminent vis kommer rundt i Ditlevsens dramatiske liv. Det er smukke og velvalgte billeder, som sammen med den velskrevne tekst, tegner et levende billede af forfatterinden. Lækkert omslag, der sælger bogen godt
Andre bøger om samme emne
Får man lyst til at dykke dybere ned er Ditlevsen og Tove Ditlevsen var min mormor nogle gode nyere bud