Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Guldager Rasmussen

Kort om bogen

Da tre kvinder i 30'erne inviteres til den samme mindehøjtidelighed, ruskes der op i fortiden og dens synder. Men hvad skete der egentlig, da Julie som nybagt student mistede livet for 15 år siden? Vil tiltale en bred læserskare

Beskrivelse

Anna mistede sin tvillingesøster Julie i 2001, da de lige var blevet studenter. Siden har Anna stort set ikke haft kontakt til forældrene, men nu inviterer de pludselig til en mindehøjtidelighed. Her har de også inviteret Isabella, Julies veninde, som bor i London, og Em, der også blev student dengang, og som nu bor i Moskva. De tre kvinder har ikke haft kontakt siden dengang og har hver især rigeligt at gøre med at få deres nuværende liv til at fungere. Men Julies tragiske død har efterladt en skyldfølelse i dem alle tre, som de nu må se i øjnene

Vurdering

En rigtig vellykket debutroman, som gennem skiftende synsvinkler og spring i tid hjælper med at indkredse den tragiske hændelse, som både Anna, Isabella og Em helst lagde bag sig for altid. Som læser bliver man gradvist klogere på både de tre kvinder og deres fælles fortid, og det er både spændende og rørende læsning

Andre bøger om samme emne

En mindehøjtidelighed, der bringer fortiden frem i lyset, er også katalysatoren i Tine Høegs Tour de chambre, mens formen med de skiftende synsvinkler genfindes i fx Lotte Kaa Andersens trilogi om livet på Hambros Allé 7-9-13