Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Bille

Kort om bogen

Her kan du læse om kål, der kommunikerer ved at udsende en duft, og om bladlus, der kan afgive stinkbomber. Lær om de utrolige evner, som vores mindste dyr besidder. En blanding af fakta og fortælling fra den virkelige verden. For 9-12-årige

Beskrivelse

“Snyltehvepsen og de skrigende kål" er en del af serien “Du tror, det er løgn!" fra Alinea. Forfatteren og naturformidleren Anders Kofoed, sammen med illustrator Kim Svarer, fortæller om nogle af vores mindste dyr. Fortællingen om dyrene kommer fra bogens hovedperson - en mørkhåret dreng. I denne bog bliver vi klogere på kål, kålsommerfuglelarver og bladlus. Man kan blandt andet læse, at kålplanter kan kalde på hjælp - ikke med lyd, men med duft. Når planten mærker larvens savl, udsender den en særlig duft, der signalerer til fugle, at der er larver i nærheden. Vi får præsenteret fakta i gule talebobler og en fiktiv historie i den almindelige tekst. Der findes elevopgaver på forlagets hjemmeside og bogen har lix 17

Vurdering

Det er en både spændende og lærerig historie om kålplanter og de dyr, der lever omkring og af dem. Kombinationen af fiktion og fakta fungerer rigtig godt. Illustrationerne er både informative og sjove; de hjælper med forståelsen og gør det sjovt at læse og lære. Det er fremragende naturformidling, og videbegærlige børn vil elske det

Andre bøger om samme emne

Det er oplagt at læse fra bøger fra samme serie fx Den udødelige vandmand og den bange søpølse og Spytteedderkoppen og de dansende bogskorpioner