Lektørudtalelse
Kort om bogen
Da Sasha Worth sygemeldes med stress fra sit arbejde, tager hun på ferie ved vandet for at få styr på sit liv. Men det er ikke nemt at komme sig, når hun skal dele stranden med den irriterende, men lækre Finn. Romantisk komedie til alle læsere af chick lit-romaner
Beskrivelse
Sasha Worth er så stresset af sit arbejde, at hun en dag rammer muren og tvinges til at tage en pause. Hun beslutter sig for at tage på ferie i Devon, hvor hun kom meget som barn og surfede. Det er februar og koldt, men der er bølger og ro - også selvom hun bor på et faldefærdigt hotel med et excentrisk personale. En af de få andre gæster er Finn, der godt nok er flot, men også utroligt uhøflig og mindst lige så stresset som Sasha. Mens Sasha forsøger at komme sig ved hjælp af yoga og sund kost - og ofte mislykkes med det - lærer hun Finn at kende, og sammen forsøger de at opklare mysteriet om nogle mystiske beskeder på stranden. Måske kan Sasha finde tilbage til glæden ved livet - og kærligheden. Forfatteren er bedst kendt for sin Shopaholic-serie, der starter med En shopaholics hemmelige drømmeverden
Vurdering
Bogen er hurtigt læst og rammer genren godt, med lige dele romantik og humor. Tematikken om mental sundhed og stress behandles til tider for overfladisk, og de elementer, der hjælper Sasha i hendes personlige udvikling fra "udbrændt" til "i balance", fremstår ikke altid troværdige
Andre bøger om samme emne
Læsere af denne vil også nyde bøger af Jenny Colgan og Marian Keyes