Lektørudtalelse
Kort om bogen
Hvordan og ud af hvad opstod banden Loyal to Familia? Hvem er de hovedansvarlige, og hvordan er gruppen bygget op? Få svaret på disse spørgsmål samt en masse andre. For læsere, der er glade for dansk true crime, men bestemt også for den opgaveskrivende
Beskrivelse
Dokumentarisk bog, der er baseret på skriftlige og mundtlige kilder. Bogen er opdelt i tre dele, hvor første del tager fat på etableringen af LTF, samt præsenterer nogle af nøglefigurerne. Del to beskriver bandens vokseværk bl.a. med etablering af en afdeling i Aarhus. Her beskrives også bandekrigen, der hærgede København og Danmark. Bogens tredje og sidste del behandler og beskriver forbuddet mod LTF og indeholder forfatterens efterskrift. Teksten er løbende flankeret af billeder og faktabokse
Vurdering
Forfatteren Carsten Norton kan virkelig det med true crime. Han skriver med en indlevelse og en originalitet, der er en actionfilm værdig, og man sidder som læser og føler sig blæst bagover. Den velskrevne tekst bliver på intet tidspunkt hverken kedelig eller langtrukken, og det fornemmes, at forfatteren og de beskrevne personer har noget på hjerte. Generelt en spændende bog, der giver et unikt indblik i en ellers lukket verden og formår at komme bag om hovedpersonerne
Andre bøger om samme emne
For yderligere belysning af bandekonflikten i Danmark, se Brødre eller Mellissa Hussein’s Fanget i familien, der beskriver Ari Hussein, som også optræder i nærværende bog