Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Træd ind i gøgleren Erik Clausens farverige filmunivers, når alt fra producere til lydmænd fortæller om arbejdet med hans 15 film. De underholdende historier tegner et billede af en nok selvlært, men dedikeret og vidende, filmmand. For alle med interesse for Clausen eller dansk film generelt

Beskrivelse

Via en række interviews med over 100 relevante kilder, gennemgår Michael Jensen og Anders Højberg Kamp, de 15 film - fra "Cirkus Casablanca" (1981) til "Aldrig mere i morgen" (2017) - som Erik Clausen har begået som instruktør. Bogen kan beskrives som en mosaik af citater, med bidrag fra hovedpersonen selv og alt fra skuespillere til lydmænd. Sat sammen bliver de mange citater til en sammenhængende fortælling om filmenes tilblivelse, men er samtidig også et portræt af Clausen som filmmand. Hvert kapitel indledes med en kort gennemgang af den pågældende film, hvor bl.a. temaet og den røde tråd i forhold til de øvrige film præsenteres. Illustreret. Med litteraturliste og kort præsentation af kilderne

Vurdering

Anderledes opbygget portrætbog, som både giver en unik og spændende indsigt i tilblivelsen af nogle af landets mest kendte film og samtidig giver adgang til Clausens krøllede filmhjerne. Det er både underholdende og interessant at komme med om bag kameraet, og efter endt læsning får man lyst til at gense Clausens film

Andre bøger om samme emne

Supplerer på fremragende vis Kirsten Jacobsens fine interviewbog Clausen fra 2009, som har mere fokus på Clausen som privatperson