Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holm Rasmussen

Kort om bogen

Pilgrimsfærdens danmarkshistorie, bredt fortalt fra middelalderen henover reformationen og op i vor tid, hvor pilgrimsvandringer, ofte med helt andre formål end bod og frelse, er populære som aldrig før. Til læsere med interesse for dansk historie

Beskrivelse

Margrete 1. sætter sig i 1411 for, med stor økonomisk støtte, at igangsætte en række pilgrimsrejser, både til nære, hjemlige mål og fjerne destinationer. De pilgrimsfarende skulle fungere som stedfortrædere for dronningen selv og være garant for hendes frelse. En reformation og en oplysningstid senere er interessen for pilgrimsvandringer blusset op igen og de er populære som aldrig før. Vi hører om den oprindelige idé bag valfarterne i Europa, om betydningen af bod, mirakler, aflad og helgenrelikvier, og om hvordan foranstaltningen fra den tidlige middelalder langsomt forandres til, at man i stedet for at udføre bodshandlinger kunne kompensere i form af et aftalt pengebeløb. Forfatteren beskriver hvordan ideen udformes i Danmark, om Margrethe 1. bevæggrunde, og om hvordan pilgrimsvandringen stadig har tag i både religiøse, spirituelt søgende og sekulariserede danskere

Vurdering

En spændende vinkel på et stykke danmarkshistorie, hvor man også får meget at vide om vor egen tid. Det er gedigen oplysning, godt formidlet og genuint interessant stof

Andre bøger om samme emne

Bogen lægger sig fint i forlængelse af Den danske reformation i samme serie