Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Kort om bogen

Hos mormor er der kaffe i Madam Blå, jordbær med sukker og fløde og engle i porcelæn. Mormor er sød, hun tror på Gud og hendes ord har vingesus. Egnet til højtlæsning for eftertænksomme 5-10-årige

Beskrivelse

Når det er tid til at sove, børster og fletter mormor både sit eget og barnets hår. Mormor fortæller om morfar som var kordegn, hun beder aftenbøn og bordbøn og står tidligt op og laver kaffe. Hun jager katten væk, så den ikke tager fugleungerne i havens reder. "Mormors ord har vingesus og blæser mig omkuld", tænker barnet. For mormor er god til at fortælle. Bogen er bl.a. tilsat farvefotos af Bertel Thorvaldsens kunst

Vurdering

Dette er en lille, fin og stilfærdig fortælling om relationen mellem en mormor og et barnebarn, hvor barnet er fortælleren. Barnet betragter og forundres over ord og begreber som "kølnervand" og "en valk til håret", eller hvorfor man siger "amen". Barnet har en naturlig nysgerrighed og gennem de trygge samtaler de to imellem, videregiver mormoderen viden om familien, livet og den kristne tro. En sanselig fortælling om det fine og kærlighedsfyldte bånd mellem to generationer

Andre bøger om samme emne

Vil man gerne læse om forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn, kan en bog som Lyse nætter anbefales. Bogen rummer den samme kærlighed og tryghed som i herværende. Også Magnolia af Skagerrak handler om at være på ferie hos bedsteforældre