Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Hovgaard

Kort om bogen

En fars samtaler med sin datter om alle de svære, sære og sjove ting, hun går og undrer sig over. Samtalerne har filosofisk karakter, men er i børnehøjde. Bogen henvender sig først og fremmest til forældre, men større børn kan også læse med

Beskrivelse

Bogen indeholder sytten korte afsnit, der hver især repræsenterer et af barnets filosofiske spørgsmål og dialogen med faderen. Spørgsmålene omhandler fx emner som venner, sygdom og død, sandhed og forandringer. Bogens indhold er kraftigt inspireret af Platons dialoger, men i stedet for Sokrates er det her, meget passende, forfatterens eget barn, der fungerer som hovedperson. Barnet får med andre ord rollen som den uvidende og spørgende, i hvert fald i starten af samtalerne, som der efterfølgende reflekteres over af forfatteren selv

Vurdering

En vidunderlig inspirerende bog til, hvordan man som forældre følge op på et barns undren, nysgerrighed og glæde ved alt det i livet, der fylder når man er lille. Det er uden tvivl en bog der vil blive modtaget positivt af forældre. Specielt fordi den lægger op til, at man ikke kun skal møde barnet med svar, men også lege med på dets præmisser og anerkende, at tvivlen er et livsvilkår. I sidste ende er det en bog, der minder om, at dannelse er en rejse, der starter tidligt i livet, når vi lærer at reflektere selv

Andre bøger om samme emne

 Filosofien begynder med barnet argumenterer for, at børns overvejelser kan sidestilles med egentlig filosofisk tænkning