Lektørudtalelse
Kort om bogen
Bliv klogere på det at samle bestik, læs om de mest populære bestiksæt fra starten af 1900-tallet og ca. 100 år frem og få inspiration til selv at samle. For alle, der interesserer sig for bestik og borddækning
Beskrivelse
Vi bruger bestik hver dag, og mange familier har ekstra bestik, der bruges til særlige lejligheder. Det er ofte bestik, der er arvet eller som de samler på. I denne bog fortælles om de seneste 100 års samlinger af bestik fra ca. 1920-2020. Bogen beskriver 11 forskellige bestiksæt i stål, sølvplet og sølv. Herunder historien bag bestikket, valg af mønster, hvad der har været værdifuldt for samlerne af bestikket og meget andet. Bogen kommer også omkring de forskellige trends, der har været indenfor bestik, det at samle på bestik og hvordan man bedst vedligeholder det. Bagerst i bogen præsenteres et skema, der kan bruges som hjælp til at formidle viden om familiens bestik til kommende generationer. Illustreret med fotos i sort/hvid
Vurdering
Fin og meget anvendelig bog til dem, der interesserer sig for og samler på bestik
Andre bøger om samme emne
Der findes ikke meget om det at samle på bestik, men der findes andre bøger om bestik og stel, bl.a. Bordet er dækket med dansk design