Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holland

Kort om bogen

Da Peter Faber i 1840 tog et foto på Gråbrødretorv i København, skrev han danmarkshistorie og blev foregangsmand for den nye trend fotografiet. For historisk interesserede læsere og læsere med interesse for fotohistorie

Beskrivelse

Historisk gennemgang af, hvordan kameraet og filmmediet til stadighed udviklede sig og gjorde mediet mere og mere udbredt og anvendeligt i Danmark. Der gives et bredt indblik i fotohistorien fra det, måske, første foto i Danmark over portrætfotos til reportage og dokumentarisme og videre til det blev alment brugt at tage fotos. Desuden behandler bogen, hvor man brugte fotografiet, og hvordan det til alle tider er blevet iscenesat og manipuleret til at vise præcis den version af virkeligheden, som afsenderen ønsker at vise

Vurdering

Bogen er velskrevet, interessant og letlæst. Der er gode eksempler på, hvordan fotografiet er blevet brugt som sandhedsvidne i løbet af historien. Bogen indeholder velvalgte eksempler på manipulerede fotos fra fotografiets tidlige barndom til moderne digital billedmanipulation. Bogens fotos er velvalgte og understreger på god vis forfatterens pointer

Andre bøger om samme emne

 Dansk fotografihistorie har samme fokus og behandler dansk fotografi bredt. Fotografi på tryk behandler også fotografiet historisk, det samme gælder Fotografiens historie, som dog har et internationalt perspektiv