Lektørudtalelse
Kort om bogen
Med naturen som læremester kan vi opnå dybe indsigter, åndelighed og større livskvalitet. Inspirerende brugsbog til spirituelt interesserede læsere
Beskrivelse
Gennem bogens syv kapitler introduceres forskellige måder, hvorpå man kan tage ved lære af naturens foranderlighed og inkorporere dens cyklus i eget liv, fx ved ceremonier, stilhedsfordybelse og aktiv sansning. Hvert kapitel afsluttes med en opsummering, og på bogens sidste sider findes desuden forslag til konkrete øvelser. Forrest indholdsfortegnelse og forord, bagerst kildehenvisninger. Forfatteren har en baggrund indenfor psyko- og naturterapi og har skrevet og medforfattet flere bøger om emnet, blandt andet Grøn terapi - en bog om naturbaseret psykoterapi
Vurdering
Forfatteren skriver godt og engageret om emnet, og bogen er både stemningsfuld og visuelt indbydende. Desværre opleves opsætningen forholdsvis ugennemarbejdet og fordrer, at man som læser har lyst til og mod på at dvæle ved bogens pointer og mange gentagelser
Andre bøger om samme emne
Der findes flere bøger om, hvordan naturen kan spille en rolle for vores fysiske og psykiske velbefindende, fx Naturterapi, Mindfulness i naturen og Naturen på recept. I Vi er natur opfordres vi til at genetablere vores historiske, nære slægtskab med naturen, for der igennem at forbinde os til dens helende kræfter