Lektørudtalelse
Kort om bogen
Overskuelig og letlæst portræt af kunstmaleren Elisabeth Jerichau-Baumann (1818-1881), der i en mandsdomineret verden forsøgte at forsørge sig selv som kunstner. Meget relevant for alle, der interesserer sig for kunst og kvindehistorie
Beskrivelse
I serien "Kunstens kvinder" udkommer denne bog om Elisabeth Jerichau-Baumann. Hun blev født i en tysk familie, der boede i Polen, og hun blev tidligt sikker på, at hun ville gå kunstnervejen i stedet for at blive gift og blive husmor, sådan som det dengang blev forventet. Kvinder var dog forment adgang til kunstakademierne og kunne kun uddanne sig som privatister. Under et ophold i Rom mødte hun den danske billedhugger J.A. Jerichau, som hun blev gift med. Da de i 1848 flyttede til Danmark, blev hun med sin tyske baggrund mødt med mistillid, så hun søgte med stor succes afsætning for sin kunst i udlandet, og i England opnåede hun et godt salg
Vurdering
Kunsthistoriker Sine Krogh skriver godt og levende, så vi kommer tæt på Jerichau Baumann og fornemmer det utrolige pres, hun var udsat for ved ikke at følge borgerskabets normer for, hvordan en kvinde skulle leve
Andre bøger om samme emne
Jerzy Miskowiak har udgivet en fortegnelse over hendes værker med Elisabeth Jerichau-Baumann. I forbindelse med den store udstilling på Aros i 2021 blev udstillingskataloget Elisabeth Jerichau-Baumann - mellem verdener udgivet, og heri har Sine Krogh også et bidrag, ligesom hun har udgivet nogle af Jerichau Baumanns breve i Breve fra London