Lektørudtalelse

Forfatter: Anna Kirstine Pedersen

Kort om bogen

Tinys far bliver kidnappet af en gangster i byen, og hun er utrolig tiltrukket af gangsterens farlige og charmerende søn. Kan hun mon modstå fjenden, eller er han for spændende? Erotisk og sexet romance for især yngre voksne

Beskrivelse

Året er 1923. Den 20-årige Frances O'Mara aka Tiny bor i Detroit med sin far og sine to mindre søskende. Tinys far driver en spritsmuglerforretning, og Tiny hjælper med at sælge og levere whisky til deres kunder. En dag bliver faren kidnappet af en af gangsterne i byen - Angel DiFiore - og for at få faren hjem igen, skal Tiny skaffe 10.000 dollars. Angels søn, Enzo DiFiore, opsøger Tiny, og tiltrækningen mellem dem er stor. Selvom Tiny ved, at Enzo har været med til at kidnappe hendes far, kan hun ikke modstå ham, og ingen af dem kan få nok. Samtidig bliver Joey Lupo, hendes gode barndomsven, ved med at dukke op. Selvom de skændes og driller hinanden konstant, får Tiny sværere og sværere ved at ignorere den ulmende tiltrækning imellem dem. Men kan man elske to mænd på samme tid? Bøgerne er en del af serien "Speak easy"

Vurdering

Bøgerne er fulde af erotiske og visuelle beskrivelser af fysisk tiltrækning og hed lyst. I oversættelserne er der nogle ord og vendinger, som man ikke ville bruge på dansk, men når først de erotiske scener ruller, er det både frækt, varmt og underholdende

Andre bøger om samme emne

Maya Banks har også skrevet hede og erotiske fortællinger, fx Løgn og lykke. Se også Amy Daws, fx Vent med mig