Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Roman om livet i storkollektivet Svanholm i 1980'erne set gennem Sanders og hans families øjne. Det er hverdagen i kollektivet, der er i fokus, måltiderne, arbejdet, de mange samtaler og ikke mindst relationerne til de andre kollektivister. For et modent publikum, der holder af epokebeskrivelser

Beskrivelse

I 1983 flytter Sander, Julie og deres to børn til godset Svanholm, for at udleve drømmen om at bo i kollektiv. Livet i det store kollektiv har mange fordele; hjælp med børnepasning, madlavning, indkøb og mulighed for hjemmearbejde, men de mange uenighedspunkter, som et tæt bofællesskab kan skabe, vender op og ned på familien, og så er der alle fristelserne i form af de andre beboere. Efter at de to er blevet skilt følger vi Sanders videre liv i kollektivet, med op- og nedture og en tilbagevendende drøm om kærlighed og nærvær. Iblandet romanen er en fortælling om bondeoprøret i 1500-tallet personificeret ved bonden Helge og hans familie

Vurdering

Velskrevet fortælling om livet i et storkollektiv i 1980'erne. Den historiske vinkel fungerer fint, men en overvældende detaljerigdom om alt fra måltider, drikkegilder, tøj og filosofi og et meget stort persongalleri sinker også fortælleflowet. 520 sider er meget til en relativ spinkel historie, der bedst kan karakteriseres som et dokumentarisk tidsbillede af kollektiv-drømmen

Andre bøger om samme emne

Minder både tema- og stilmæssigt meget om Syvmiledrømmen. Læs også selvbiografien Det bedste man kan sige