Lektørudtalelse
Kort om bogen
Tag med på opdagelse under havets overflade, hvor vi sammen med havfruerne skal tælle og finde forskellige skjulte væsner og ting. For havfruebegejstrede børn på ca. 5-10 år
Beskrivelse
Myldrebogen er sat i det univers, vi kender fra Havets døtre, og flere af bogens illustrationer er hentet herfra. Udover en række forskellige tælle- og findeopgaver får læseren også lidt at vide om de forskellige typer af havfruer, vi besøger, og de dyr, de deler hav med. Besøg for eksempel det sydkinesiske hav, hvor havfruerne er grønne og hvor vi blandt andet skal lede efter gopler. I Amazonfloden i Sydamerika lever havfruen Yara, der elsker smukke ting, som fx diamanter, og selv i de danske farvande kan du støde på havfruer - hvis du er meget heldig!
Vurdering
Farvestrålende findebog med spændende og detaljerige illustrationer. Der er ganske stor forskel på sværhedsgraden fra billede til billede, og flere steder ved man som læser knap nok, hvad man leder efter - blot at det fx skal være ens. Bogen er nok allermest oplagt for dem, der i forvejen kender til "Havets døtre", men også herlig for dem, der blot er vilde med havfruer og nuttede undervandsdyr. Kan læses sammen med en forælder, men fungerer også fint som selvlæsning for lidt ældre børn
Andre bøger om samme emne
Alverdens vrimmel af henrivende havfruer og Havfrue sjov byder begge på gode findeopgaver til havfrueglade opdagereHavets døtre