Lektørudtalelse

Forfatter: Line Dalbro Schaumann

Kort om bogen

Der skal være sommerfest på prinsesse Violas slot, men da slottets beboer vågner en morgen til en vissen have, er gode råd dyre. Billedbog for 4-7-årige

Beskrivelse

Prinsesse Viola bor på et slot med sine forældre, kongen og dronningen. Slottet er kendt for sin meget flotte have, der er fuld af alverdens skønne blomster. Der er mange gartnere, der passer haven, men blomsterne får også hjælp af havens feer. Det er kun børn, der kan se feerne, og Viola elsker dem. Da der er tre dage til, at der skal være fest på slottet, vågner de til en frygtelig overraskelse: alle blomsterne er visnet. Viola beder skovalferne om hjælp, og de finder feerne, der er blevet kidnappet af den onde dronning i naboriget. Hun er misundelig på den flotte have. Alferne får heldigvis feerne sikkert hjem, og festen bliver en stor succes

Vurdering

Fin og hyggelig billedbog med en morale om, at man skal passe godt på sine venner, og at både venskaber og naturen trives bedst, når de bliver elsket og passet på. Den er lidt uhyggelig undervejs, men aldrig rigtig skræmmende. Illustrationerne er en blanding af tegninger og slørede baggrundsbilleder. Prinsesse Viola og feerne er tegninger, mens baggrunden er collage-agtig i sit udtryk

Andre bøger om samme emne

 Silja og den magiske mikstur, Josefine Jordbærfe - magi og mirakler på fedronningens slot og Rosa Rosenhjerte - et stort ønske går i opfyldelse handler alle om hjælpsomme feer